SILKJÆR

Danmarks Stednavne registrerer Silkjær som selvstændig lokalitet i Husby Sogn, Ulfborg Herred. Den ældste daterede optegnelse, der er fundet, er skødet fra 1854/55 [S63]. Efterleddet kær er almindeligt over hele det vestjyske lavland og betegner konsekvent våd, lavtliggende jord.

Forleddet har en nær parallel i gårdnavnet Silbjerg i samme sogn — Storgaard Pedersen stedfæster gården sydøst for præstegården, og det lokalhistoriske arkiv beskriver den som liggende nærmere Husby Sø, et stykke vest for Silkjær. Silbjerg og Silkjær er to forskellige gårde og må ikke forveksles. [S115] P. Storgaard Pedersen skrev i 1900, at Silbjerg »bar formodentlig Navn af, at Skraaningen i gammel Tid har været bevokset med Pil, hvis ældre Navn var Silja« — og selje/silje, i nordisk form silja, er i ordbøgerne et ældre navn for pilearter, kendt også i dansk og jysk sprogbrug. Deler de to navne førsteled, er Silkjær kæret med siljer: pilekæret. Trap Danmark kender desuden et andet Silbjerg i Staby Sogn, i 1688 skrevet »Silbiers Bol« — de to gårde må holdes adskilt i kilderne. Den ældste fundne stavemåde — »Silkjær« i skødet fra 1854/55 — ligner den nutidige og afgør ikke spørgsmålet; afgørende ville være en endnu ældre form som Siljekær eller Siliekier, og en sådan er ikke fundet.

Kilder: Danmarks Stednavne, »Silkjær — Husby s., Ulfborg h.« [S4] · Ulfborg-Vemb Lokalhistoriske Arkiv, H318, Wos i æ hawbjerre [S3] · ODS, opslagene sil og Selje- [S22—S24] · P. Storgaard Pedersen, Ulfborg Herred, 1900 [S59] · Ulfborg-Vemb Lokalhistoriske Arkiv, korrespondance 2026 [S115].

Et Fiskerlav drukner. En forfærdelig Ulykke skete Lørdagen den 9. Novbr. — skrives til »Nattd.« — paa Havet ud for Husby, idet et Fiskerlav, bestaaende af 6 Mand, druknede, paa Styrmanden, den saakaldte »Formand«, nær, der reddede sig i Land paa en Aare.

Baaden var om Morgenen gaaet ud for at hente Garnet, der som sædvanlig var sat Aftenen i Forveien, og kom lykkelig over den yderste Revle, skjøndt Veiret var blevet haardt og Havet gik høit; men da den kom til den inderste Revle kom en voldsom Styrtesø og væltede Baaden.

Fra Land saae man Ulykken, og Hjælp blev strax ydet, hvilket saa meget lettere lod sig gjøre, som Ulykken just skete tæt ved Redningsstationen Stage, og baade Redningsbaaden og Raketkaste-Apparatet bleve øieblikkelig førte til Ulykkesstedet, men Havet var kommet i et saa voldsomt Oprør — det var nemlig stærkt Bygeveir — at Redningsbaaden ikke kunde gaae ud, og skjøndt der blev affyret 2 Raketter, var ingen Redning mulig, da den, hvem Raketterne særlig gjaldt, Gaardmand Anders Knudsen, der længe svømmede om paa en Aare, efter at de andre vare druknede, enten var bleven saa udmattet, at han ikke kunde gribe efter Linen, der ved Raketkaste-Apparatet tilkastedes ham, eller han ikke saae den; han gjorde intet Forsøg paa at gribe efter Linen og tilsidst sank han.

De Forulykkede vare: Huusmand Peder Jensen Kløve, Huusmand Iver Kristian Olesen Kløve, Gaardmand og Strandfoged Anders Knudsen Ø., Huusmand Laurids Mikkelsen og Strandfoged Thomas Jensen Silkjær, alle 5 af Husby, ligesom ogsaa den Reddede, Huusmand Esper Jensen Ø., boer i Husby.

Af disse vare de fire førstnævnte Familiefædre og den femte Enkemand; men de tre sidstnævnte sad i jævnt gode Kaar med voxne Børn, Anders Knudsen nær, hvis eneste Barn kun er 11 Aar; derimod har Peder Jensen Kløve 7 ukonfirmerede Børn, hvoraf det yngste ikke er 3 Maaneder gammelt, og Iver Kristian Olesen efterlader sig fire Børn, hvoraf det ældste endnu ikke er 8 Aar; begge disse Familier vare yderst fattige, saa at det kun var ved de nu druknede Familiefædres ihærdige Flid og Dygtighed, at Familierne fik det daglige Brød uden at falde nogen til Byrde; men det er en Selvfølge, at der nu er saa stor Trang tilstede i disse to Familier, at dersom den private Velgjørenhed ikke træder til ret snart, blive de nødte til at ty til det offentlige Fattigvæsen; men det er at haabe, at der vil danne sig en Forening, der vil arbeide for, at en Indsamling kan blive sat i Gang til at lindre Nøden for de Efterladte, og det er tillige at haabe, at en saadan Forenings Opraab ikke vil lyde forgjæves; thi er der nogen Steder Trang, er det her.

Da Strømmen var saa stærk, den Gang Ulykken skete, blev ingen af de Forulykkedes Lig drevne i Land, men drev syd paa, lige saa lidt som Baaden, og de Efterladte ville nu maaskee ikke en Gang have den Trøst at kunne finde deres Kjære og stede dem til den sidste Hvile.

Omtrent paa samme Tid, som Ulykken skete, kom et andet Fiskerlav i Land lidt Nord for, uden at nogen Ulykke skete, hvorimod en tredie Baad blev fyldt af en Braadsø; men til al Lykke var den lige ved Land, og skjøndt Besætningen kom i Havet, og 3 Mand kun med Nød og næppe frelstes fra at drukne, kom de dog alle, skjøndt naturligviis meget forkomne, levende i Land.

Et Træk, som er betegnende for den vestjydske Fiskers Seighed og Udholdenhed, er det, at »Formanden« for det Fiskerlav, der druknede: Esper Jensen Ø., der som nævnt reddede sig paa en Aare, skjøndt han var meget medtaget, da han kom i Land, dog efter at have hvilet en lille Tid paa Redningsstationen Stage, faaet tørt Tøi paa og nydt nogle Forfriskninger, gik til sit Hjem, der ligger et godt Stykke fra nævnte Redningsstation.

Skjøndt Havet jo tidt kræver Ofre, er en Ulykke som denne dog ikke passeret i Husby siden den 5. September 1851, da et Fiskerlav fra Husby Klitte forliste paa samme Maade, som det foran nævnte; men af de Forulykkede vare den Gang kun to Mand fra Husby.

Renskriften følger Dannevirke, som har den fyldigste tekst. Korsør Avis trykker samme brev to dage senere med små afvigelser — bladet, brevet var stilet til, forkortes dér »Rtd.«, og årstallet 1851 står utydeligt. Enkelte bogstaver er slidt i trykket og gengivet efter sammenhængen. Kirkebogens samlenote ved begravelserne afviger fra brevet på ét punkt: dér stod lavet på havet »efter deres Kroge«, ikke efter garn. [S42, S43, S67]

Bogen fører hver station med en fuldstændig liste over de redningsforetagender, der lykkedes. Ved Vedersø blev der i alt reddet 300 skibbrudne, og apparaterne var yderligere 55 gange sat i bevægelse uden at blive taget i brug af de skibbrudne. Lægger man Niels Silkjærs tjenestetid ned over listen, står der præcis femten strandinger — lige så mange, som han er skrevet for.

De ni sidste tjenesteår, 1907—1916, står tomme i listen. Stationen rykkede ud i de år også — apparaterne blev sat i bevægelse — men listen fører ingen nye vellykkede redninger i hans sidste tjenesteår.

Regnskabet går ikke helt op, og det skal siges. Stationslisten fordeler de femten på seks bådaktioner og ni med raket, hvor bogen skriver syv og otte om ham; ved »Speed« i 1885 blev båden faktisk sat i vandet og arbejdet med i to timer, før man opgav og reddede folkene med raket, og det kan forklare den ene. Sværere er hovedtallet: de femten strandinger summer til 200 reddede, ikke 195. Forskellen på fem lader sig ikke afgøre ud fra de to kilder; krøniken følger bogens eget tal. [S58]

Forliset og vækkelsen

Fire mænd druknede ud for Årgab den 1. april 1896. Tre og et halvt år senere stod der et missionshus på klitten. Mellem de to datoer ligger en begravelse, en prædiken og et lokalsamfund, der lagde sit liv om.

Mere end tres år senere satte en gammel mand sig til at skrive ned, hvordan der havde været, før noget af dette skete.

Christen Christensen Sørensen — på egnen kaldt Kræ Krænsen — blev født i Årgab i 1857 og voksede op på stedet Hummelbu syd for Revsgård. I 1880 giftede han sig og flyttede over fjorden til Nr. Bork. I 1931 nedfældede han sine erindringer. Om sine forældre skrev han:

Hvor dyb deres kristendom ellers var, skal jeg ikke bedømme, men ved lejligheder fik jeg en følelse af, at de bar en dyb ærbødighed for, hvad der var helligt. Jeg mindedes således fra den tid, jeg var en lille purk, at jeg var med på havet, når »havskibet«, som det kaldtes, skulle gå ud. Fader var med. Når de så først havde fået det tunge skib båret ned, så det stod med forstævnen ud mod landbrændingen og fået ballasten skovlet i og bakkerne sat på plads, og hver mand stod ved siden af skibet, klar til at springe ind, eftersom skibet blev flot. Bådføreren stod så ved agterstavnen. Så var det en hellig stund, når alle disse 7 mand, vejrbidte ansigter og barkede næver, bøjede sig, tog sydvesterne af, foldede hænderne en lille stund, indtil der hørtes et svagt »Amen«. Og derefter blev der kommanderet op, og skibet gled ganske stille ud imod brændingen, og hver mand sprang til sin åre.

Kræ Krænsen · erindringer nedfældet 1931, om barndommen i Årgab [S135]

Bønnen var kort og uden ord ud over det sidste. Den havde ingen menighed og ingen præst. Kun bådelaget og den lille dreng, der mange år senere huskede den. Og den fandt sted i netop det øjeblik, hvor mændene vidste, at deres kræfter måske ikke slog til.?Erindringen er nedfældet i 1931 om en barndom i 1860'erne — omkring tres til halvfjerds års afstand. Kræ Krænsen tager selv forbehold i sin første sætning. Se forbehold 39. [S135] Alle forbehold →

Så følger den sætning, der gør erindringen til historie i stedet for stemning:

Men efterhånden som tiden gik, ja, også i den tid, jeg selv var havfisker, forsvandt den stille stund, før man begyndte.

Manden så det ske. Den stille stund havde ikke overlevet ubrudt frem til 1896. Den var på vej ud, mens han selv stod i båden.

Hvor den tro kom fra, har en anden klitbo forklaret. Den senere præst H.P. Kristensen huskede de gamle klitboeres kristendom som »levende arvegods« hjemmefra: moderens bønner, salmerne, prædikenbogen, der kom frem en vintersøndag. Vesterhavet kaldte han deres anden præst — den, de hørte på om hverdagen. Normalt talte klitboerne ikke om deres gudsforhold; blufærdigheden holdt munden lukket, og kun den yderste nød kunne presse den op.?Kristensens ord er gengivet gennem to led: Poulsen citerer P. Pedersens »Klittens historie«, hvori Kristensen taler. Originalen er ikke set. [S136] Alle forbehold →

Ordene giver et sprog for det, der skete på Klitten i 1896. Ulykken skabte ikke gudsfrygten. Men den yderste nød pressede det frem, som ellers blev båret i tavshed.

Båden var næsten kommet over revene, da søen rejste sig bag den. Fire af de fem fiskere omkom, og blandt dem bådføreren Christen Olesen Enevoldsen — Kristianes mand og far til et barn, der endnu ikke var født. Forlisets forløb, besætningen og mindestenen ved Renderne står i kapitel 9.

Her begynder historien om det, ulykken satte i bevægelse.

Otteogfyrre år senere sad en gammel mand i Esbjerg og blev spurgt, om han huskede særlige begivenheder fra sin tid i Haurvig. Chr. Sørensen — tidligere redningsmand ved Haurvig Redningsstation i tredive år og strandfoged i otteogfyrre — fyldte femoghalvfems den 6. maj 1944 og blev interviewet af Vestkysten. Samtalen blev genoptrykt i Tidsskrift for Redningsvæsen.

Bladet giver ham kun en initial, men alt i profilen passer på Christen Olesen Sørensen, født i Aargab den 6. maj 1849, fisker og strandfoged samme sted. Han skal ikke forveksles med den druknede bådfører Christen Olesen Enevoldsen; det er to forskellige mænd i det samme lille sogn.?Identifikationen hviler på fødselsdag, alder, erhverv og bopæl, som alle falder sammen. Selve interviewteksten navngiver ham ikke ud over »Chr. Sørensen«. Han blev gift anden gang i 1892, fire år før den dag, han beskriver som sin og hustruens omvendelse, og døde i Esbjerg den 25. marts 1948. [S49, S53] Alle forbehold →

— Ja, den Vækkelse der kom i 1896. Der var druknet et Par Fiskere, og dette gav Stødet til Vækkelsen. Før den Tid var der meget Drikkeri og Kortspil deroppe, og man kendte ikke til at holde Søndag. Men jeg husker saa tydeligt, hvad den gamle Pastor Nedergaard, hvis Søn nu er Præst ved Eliaskirken i København, sagde ved Begravelsen: »I vil ikke høre, hvad Herren taler i Kirken; men hvad han taler fra Havet, det skal I høre!« Fra denne Dag blev mange omvendt, ogsaa min Kone og jeg.

Chr. Sørensen, 95 år · Tidsskrift for Redningsvæsen, 11. årgang, 1944 [S49]

Sørensens bisætning om sønnen ved Eliaskirken peger på ét bestemt hjem — og dermed på præstens navn: Peder Christensen Nedergaard, residerende kapellan på Holmsland. »Den gamle Pastor Nedergaard« er set fra 1944, ikke fra begravelsen: i april 1896 var han otteogtyve år, havde været på Holmsland i et par år, og hans eget barn var født i Årgab året før. Manden, der udlagde havet som Guds tale, boede så tæt på ulykken, som en præst kunne komme.?Identifikationen går gennem sønnen: Paul Theodor Nedergaard, født i Årgab 23. juni 1895, blev i 1924 residerende kapellan ved Eliaskirken i København, og Dansk Biografisk Leksikon fører ham som søn af »residerende kapellan på Holmsland, senere sognepræst i Gerslev, landstingsmand Peder Christensen Nedergaard« (1868—1945), opvokset i et hjem præget af Indre Mission. At faderen var kapellan på Holmsland i disse år, står i leksikonet; at det var ham, der forrettede begravelsen den 6. april 1896, står kun i Sørensens erindring — den officierende præst er ført i Ny Sogns kirkebog, døde 1896. [S49, S52] Alle forbehold →

Erindringen har samtidig sine grænser. Sørensen tager fejl om omfanget — han siger et Par Fiskere, og der var fire. Erindringen er nedskrevet næsten et halvt århundrede efter, så citatet fra prædikestolen kan ikke behandles som ordret referat.?Vækkelsen på Klitten var i gang fra omkring 1890, og der var indremissionsk aktivitet før forliset. Sørensens tal og hans gengivelse af begravelsestalen er begge behandlet som erindring. Se forbehold 15. [S49, S51] Alle forbehold →

Men som vidnesbyrd om, hvordan klitboerne selv huskede sammenhængen, er den stærk. Forliset skabte ikke vækkelsen. Det gav den sit gennembrud.

Vækkelsen begyndte med møder i private hjem. Tilslutningen blev så stor, at stuerne ikke længere kunne rumme folk, og tre og et halvt år efter forliset stod missionshuset Getsemane færdigt i Haurvig. Murermester Kristen Jensen havde opført det, og den 23. oktober 1899 blev det indviet af Ribe Stifts biskop Carl Viggo Gøtzsche. Det blev centrum for møder, missionsuger, ungdomsarbejde og søndagsskole på Sydklitten.

At en biskop kom og indviede huset, siger noget om, hvad det var. Getsemane var ikke en udbrydermenighed, men et indremissionsk samlingssted med kirkelig sanktion — et hus ved siden af Haurvig Kirke, ikke i stedet for den. Kirken havde dåben, altergangen og begravelsen; missionshuset havde hverdagen, hvor lægfolk selv kunne tale, bede og synge flere gange om ugen.

Navnet var næppe tilfældigt valgt. Getsemane er stedet for bønnen og den dybe nød — Haven, hvor kalken ikke gik forbi. Samme år rejste man Thabor inde på Holmsland, og i 1910 fulgte Ebenezer i Sønder Lyngvig. Bevægelsen bredte sig langs klitten.

Vækkelsen var ikke én begivenhed i april 1896. Den bevægede sig fra hjem til hjem, og den gik begge veje over fjorden — kendt på østsiden allerede i 1870'erne, og med ny næring fra Klitten i 90'erne. Hvordan den kom ind i et hjem, findes der ingen beskrivelse af fra Årgab. Men der findes en fra den anden side af fjorden, hvor Kræ Krænsen var flyttet hen.?Alt i dette afsnit foregår ved Nr. Bork Fælled øst for fjorden, ikke på Holmsland Klit. Det står her som parallel til Kristianes sogn, ikke som beskrivelse af det. Forbindelsen mellem de to sider er dokumenteret gennem brødrene. Se forbehold 39. [S135] Alle forbehold →

Påvirkningen fra Årgab nåede hjemmet gennem én bestemt kanal. Kræ Krænsens bror Chr. Sørensen var blevet derovre og var vakt før dem; han havde »tit inden omvendelsen skrevet om sin vækkelse og sagt, at nu skulle far også få gjort alvor af det«.?Broderen i Årgab er sandsynligvis den samme Christen Olesen Sørensen, som i 1944 blev interviewet om vækkelsen — men identiteten er ikke afgjort i kirkebogen. Se forbehold 40. [S49, S53, S135] Alle forbehold →

1890'erne. »Præstballet« gik på skift fra gård til gård, og en aften var det Kræ Krænsens tur. Datteren Line var begyndt at gå i søndagsskole nede på Enggården. Da der skulle danses hjemme hos dem, ville Kirstine, datteren dernedefra, ikke være hos dem længere.

Det er hele scenen. En veninde, der gik hjem.

Efter festen sagde Lines mor til hendes søster: »Jeg ville ønske I kunne få det ligesom Kirstine!« Hjemmet stod endnu udenfor. De læste ganske vist Vilhelm Becks prædikener om søndagen — »de lange, altså« — men Line regnede det ikke for vækkelse. »Nej, det kom først senere.«

1901. Line var seksten. Moderen fik difteritis, og lægen sagde, at hun skulle på sygehuset i Varde. De fik fat i et hurtigt spænd, og hun blev anbragt på et leje oppe på en fjedervogn. Der var tredive kilometer, og hun havde høj feber. Faderen kørte med. »Vi troede aldrig, hun var kommet hjem igen.«

Hun kom hjem.

Både far og mor lagde sig på knæ og blev liggende længe, og vi blev siddende hver på vort sted. Senere kunne vi finde far ligge knælende ude i stalden og laden. Han var i stor anfægtelse. Sådan kom omvendelsen, sådan som jeg husker det.

Oline »Line« Holm, 92 år · i samtale med Sigurd Enggaard Poulsen, 1976—77 [S135]

Bagefter kunne faderen komme hjem fra et besøg hos broderen og sige allerede i døren: »Nå, småpiger, nu skal vi synge. Nu har jeg lært en ny!« Vækkelsessangene blev lært mund til mund og båret over fjorden af en bror.

Og så det, eftertiden har haft sværest ved at få med: omvendelsen gjorde dem ikke fejlfri. Line huskede, at hendes far siden kunne have en enkelt »svipser« og komme vaklende hjem over markerne, og Kræ Krænsen skrev det selv, uden omsvøb: »Men så må vi igen erkende med vor ansigts blusel, at vi har lidt det ene nederlag efter det andet.« Den dybeste forandring var et nyt syn — på sig selv, på nederlagene og på Guds nåde. »Mest husker jeg glæden efter omvendelsen,« sagde Line. [S135]

Da Christen blev begravet, var Kristiane højgravid. Seks uger efter forliset fødte hun en datter: Kristine Oline Enevoldsen. Barnet var undfanget før forliset og blev født ind i vækkelsen.

Hun var ikke den eneste gravide kone i bådelauget. Søren Andersen Jensens hustru Larsine fødte datteren Sørine Andrea den 21. juni, knap tre måneder efter forliset. To koner i den samme lille kreds gik svangre gennem den april: den ene havde fået sin mand tilbage, efter at man havde opgivet ham, den anden havde fået sin hjem som lig fra et strandlen i Bjerregaard.?Larsines fødsel står i en slægtshistorisk sammenstilling, ikke i en original kirkebog. Ingen kilde navngiver de kvinder, der fulgte båden fra klitten den 1. april; om netop de stod der, kan ikke dokumenteres. [S55]

Tre mænd fra denne del af fortællingen vender tilbage: Enevold Jepsen Enevoldsen havde mistet sin søn. Søren Andersen Jensen var den eneste, der kom levende i land fra båden. Og en fjortenårig dreng i Husby, Thomas Nielsen Silkjær, havde endnu intet med Årgab at gøre.

Om Kristiane selv blev vakt, siger kilderne intet. Hun optræder ikke i det gennemgåede materiale fra missionshusene — men hun levede midt i det: først som hustru til en af de omkomne, siden som enke i det lille samfund, hvor forliset blev tolket religiøst, hjemmene fyldtes med møder, og huset blev rejst.?Intet tilgængeligt materiale om missionshusene på Klitten nævner Kristiane Enevoldsen, og navnet Silkjær optræder heller ikke — hverken blandt de første vakte, i byggeudvalget eller i bestyrelsen. Forbindelsen mellem slægten og vækkelsen går gennem forliset, ikke gennem huset. [S50, S51]

Men Kristine Oline voksede op i det sogn, hvor hendes fars død var blevet udlagt som Guds tale, og hvor rejsepræsterne siden kom langs Klitten. Sytten år efter forliset blev en af dem den voksne uden for huset, hun turde skrive til. Det hører til i kapitel 12.

Vridsløselille

Erhvervets håndbog gav Thomas Nielsen Silkjær en halv spalte: født, fader, gift, skole, fartøj, adresse. Retten førte ham ind i seks protokoller, og fængslet i fire.

Sagen kan følges dag for dag: fra journalnummer 48 i herredsfogedens politijournal, gennem forhørenes seks retsdage i retsbøgerne, til dommen i domprotokollen og fange nr. 240 i Vridsløselille. Krøniken fortæller den med protokollernes egne ord — også dér, hvor de er svære at bære. De vigtigste indførsler står i renskrift sidst i kapitlet.

Ti år efter forliset giftede Kristiane sig igen — med fiskeren Thomas Nielsen Silkjær, næsten ni år yngre end hende. Men historien begynder to år før brylluppet. Den 4. maj 1904 fødte hun sønnen Kristen Lauridsen Silkjær i Årgab. Hun var enke og enogtredive år; kirkebogen førte Thomas Nielsen Silkjær som udlagt barnefader. Drengen bar altså sin fars tilnavn fra fødslen. [S70]

Fadderne ved dåben kom alle fra Kristianes egen verden på klitten: hendes far, gårdmand Simon Enevoldsen i Haurvig, pigen Sidsel Enevoldsen, fiskerfoged Enevold Jepsen Enevoldsen fra Bjerregaard og ungkarl Niels Christian Jespersen fra Årgab. Det var hendes sogn, og det var hendes folk — faddere blev taget fra sognets egen kreds, og Husby lå en dagsrejse borte. Læg så mærke til fiskerfogeden: Enevold Jepsen Enevoldsen var far til hendes druknede første mand. Han stod fadder til barnet, var forlover ved hendes nye ægteskab to år senere, mødte i 1913 i retten som Kristine Olines værge og stod samme år igen fadder i familien (kapitel 13). Fire gange over ni år, hen over både et barn født uden for ægteskab, et nyt ægteskab og en straffesag: hendes tidligere svigerfamilie vendte hende ikke ryggen. [S70, S71, S120]

Thomas var da en ung fisker fra Husby. Lægdsrullen følger ham: han stod uafbrudt i Husbys lægd frem til 1906 og fiskede — som fængselsprotokollen siden opsummerede det — dels ved Esbjerg, dels ved Ringkøbing. Folketællingen den 1. februar 1901 finder den nittenårige som tjenestekarl ved agerbrug hos Peder Sand Pedersen på matrikel 67 i Klit By i Vedersø Sogn — tælleren skrev ham »Tomas Nielsen Silkær«, ugift, født 10. januar 1882 i Husby. I september 1903 fik han søfartsbog og gik til søs, og ved sessionen blev han udskrevet til Søværnet, hvor han aftjente sin værnepligt fra september 1905 til april 1906. Begge registre førte altså sønnen med gårdnavnet — rullen som Silkjær, folketællingen som Silkær — mens rullen samtidig fører faderen patronymisk som Thomsen. Statens egne registre brugte altså tilnavnet, år før navnebeviset. [S72, S74]

Tolv dage efter hjemsendelsen, den 5. maj 1906, blev de viet i Haurvig Kirke. Hun stod som enkekone i Årgab, han som ungkarl i Esbjerg; forloverne var hendes far og hendes tidligere svigerfar. En uge senere fik han flyttebevis, og den 21. maj meldte han sig i Esbjergs lægd. Fire uger fra orlogsskib til ægtemand med adresse i byen. [S71, S72]

Han kom ind i huset som stedfar til tre: Enevold Jepsen, f. 1892, Simon, f. 1894, og Kristine Oline, f. 1896. Hun var ni år — tolv dage fra at fylde ti.

Parret slog sig først ned i Esbjerg — datteren Anna blev født der i 1907 — og kom derefter til Årgab, hvor de overtog svigerfamiliens ejendom. Han satte selv dato på i retten: fast ophold i Årgab fra 1. april 1908. Lægdsrullen fører ham først til Holmsland Klits lægd i 1910, samme år som sønnen Niels blev født i Årgab — flytteanmeldelser haltede ofte efter flytningerne, og hans egen forklaring er den daterede kilde til selve overtagelsen. [S72, S120]

Stedet var ikke stort: plads til fire køer og to små heste, købt for 5.000 kroner og — efter protokollens ord — mod at overtage en større aftægt, der hvilede på stedet. Prioriteret var det for det samme beløb som købesummen; ved et salg ville der ikke blive noget tilbage. Dertil en part i en motorbåd, købt på kautionslån og brugt til fiskeri og fragtfart mellem Årgab og Ringkøbing, og en part i bundgarn og redskaber, der var ved at være slidt op. Indtægten satte han selv til 1.000—1.200 kroner om året. Det er huset, resten af kapitlet foregår i: en husstand med børn af to ægteskaber, gæld i alt og én forsørger. [S120]

Sammenbruddet blev synligt før sagen. Naboen på Klitten var husmand Thyge Nielsen, og hans datter hed Nielsine Nielsen — født i Årgab den 23. november 1887, ugift, femogtyve år gammel i efteråret 1912. Kristiane havde i eftersommeren lagt mærke til, at hendes mand hyppigt kom hos Tyge Nielsen, og der blev snakket på egnen. Hun spurgte ham direkte, om der var noget mellem ham og datteren; han benægtede det bestemt, og hun troede ham. Der var noget: han indrømmede siden i retten, at han og Nielsine allerede da flere gange havde haft samleje — i hendes kammer hos forældrene, mens familierne boede som naboer. [S120, S130]

Den 14. december 1912 forlod han hjemmet i hemmelighed sammen med hende. De rejste først til Kiel, hvor han søgte arbejde men blev udvist, inden han fandt noget, og derefter til København, hvor de levede sammen — protokollens ord er »som Mand og Hustru«. I retten erklærede han senere, at det havde været hans hensigt ikke at vende tilbage til hustruen eller hjemmet. [S120]

Tilbage i Årgab stod Kristiane med børnene, gælden — og en steddatter, der bar på noget, ingen i huset endnu havde sat ord på.

Kristine Oline var seksten år, gravid og alene med det. Manden, der havde gjort hende gravid, var hendes stedfar, og han var rejst. Hendes mor vidste ingenting. Den voksne uden for huset, hun valgte at betro sig til, var ikke fra Klitten.

Pastor Hornbeck fra Randers var rejsepræst og havde i de senere år flere gange besøgt Klitten — og undervejs også talt med hende. Bag protokollens navn står efter al sandsynlighed Carl Marius Hornbech: præstesøn, student fra Randers lærde Skole, missionær i Indien fra 1902, til hans hustru døde derude i 1908 — året efter vendte han hjem som rejsepræst og boede i Randers netop i de år, protokollen taler om. En mand, der selv havde mistet. Det kirkelige missionsmiljø, som vækkelsen på Klitten havde gjort til en del af hendes verden, rakte langt ud over sognet. Gennem det havde hun mødt ham; nu blev den forbindelse hendes udvej. Uden moderens vidende skrev hun til præsten i Randers og betroede sig til ham — om svangerskabet, og om hvem faderen var.

Hornbeck svarede med et brev, hvori han pålagde hende at betro sig til sin mor. Hvordan det så gik til, fortalte Kristiane selv i retten den 7. marts, og protokollen har bevaret scenen: datteren rakte hende præstens brev og forlod stuen. Moderen læste det og gik ind til hende.

…efter at Cpd. havde læst Brevet, gik hun ind til Datteren, der derefter under stærk Bevægelse og Graad ovf. Cpd. vedstod, hvad hun havde meddelt Præsten, hvorhos hun paa Cpd's udtrykkelige Spørgsmaal bestemt erklærede, at hun ikke havde haft med andre Mandfolk at gøre og at Arr. derfor var Fader til det ventede Barn.

Politiprotokollen s. 153 · Kristianes forklaring 7. marts 1913 · Cpd. = komparentinden (Kristiane), Arr. = arrestanten [S120]

Sådan kom sagen frem: ikke ved en anmeldelse fra naboer, ikke ved jordemoder eller læge — men ved at en sekstenårig pige skrev et brev til en præst, og præsten svarede hende alvorligt og pegede hende hjem mod moderen. Missionsmiljøets netværk havde givet hende en voksen uden for huset at skrive til.

Hornbecks brev selv er ikke fundet, og det vides ikke, om det nogensinde blev indleveret til myndighederne — om brevet og om identifikationen af præsten, se forbehold 35. Scenen står, som Kristiane fortalte den i retten, refereret af protokolføreren. [S120, S174]

Den 17. februar 1913 afleverede betjenten Jensen sin rapport, og herredsfogedens kontor gav sagen journalnummer 48. I journalens rubrik for sagens art skrev kontoristen: »Overtrædelse af Strfl. § 162 (Besvangrelse af Steddatter)«. Derfra kan hvert skridt følges i journalens ekspeditionskolonne: dagen efter gik der skrivelse til Københavns Politi, og den 21. februar kom svaret som telegram — anholdt. Han havde allerede tilstået i København; udskriften af Københavns Kriminal- og Politirets protokol fulgte med som bilag, da han blev transporteret til arresten i Ringkøbing. [S124]

Den 24. februar kl. 10½ blev han fremstillet i politiretten på tingstedet — den ordinære dommer lå syg, så forhørene lededes af den konstituerede fuldmægtig H. Cronenberg. Han gentog sin tilståelse, og dommeren dekreterede arrest. Blandt de fremlagte bilag var — under D — en skudsmålsbog for Kristine Oline; indførslen er siden streget ud med bølgelinjer. Hvorfor den udgik, fremgår ikke. Sagen fik politirettens nummer 26/13, og saglisten fører derefter seks retsdage: 24. og 28. februar, 7., 17., 22. og 26. marts. [S120, S121]

Den 28. februar afgav han den udførlige forklaring. Ægteskabet havde efter hans udsagn været særdeles lykkeligt indtil sidste sommer, da forbindelsen med Nielsine begyndte. Om steddatteren erkendte han det hele: mange gange samleje siden sommeren 1911 — første gang en aften i høstens tid, i laden til ejendommen i Årgab. Hun var femten, lige fyldt. Han hævdede, at hun aldrig var blevet tvunget — og indrømmede i samme forklaring noget, der vender hans egen påstand: [S120]

Arr. maa inderømme, at Stifdatteren overfor ham gjorde opmærksom paa det farlige i deres Forhold, men at han altid slog det hen og beroligede Stifdatteren med, at det ikke havde noget at sige, naar Forholdet blot ikke kom ud mellem fremmede.

Politiprotokollen s. 149 · Thomas' forklaring 28. februar 1913 [S120]

Hun advarede ham. Han slog det hen. Det står i hans egen forklaring, ført til protokols af retten — pigen på femten forstod risikoen, og den voksne mand talte hende fra den.

Den 7. marts var Kristianes dag i retten, og hendes forklaring er den længste i sagen. Hun beskrev sin datter som legemligt tidligt udviklet, men åndeligt som andre — »altid været en god Pige i sit Hjem«. Hun fortalte om sit ægteskab: ti år som enke med tre børn, »ganske blottet for Formue«, og som enke havde hun oppebåret en understøttelse af Harboørefonden — fonden fra den ulykke i november 1893, hvis begravelsestale kapitel 10 sammenholder med ordene ved Christens begravelse. Harboøre optræder altså to gange i fortællingen: som en forkyndelsesmæssig parallel og, helt konkret, som hendes forsørgelse i enkeårene. Ægteskabet med Thomas var ikke indgået af forsørgelseshensyn, sagde hun, men grundet i »en stærk og dyb Kærlighed«, og det havde været lykkeligt indtil sammenbruddet i efteråret. Og så erklærede hun noget, retten udtrykkeligt spurgte om: hun ønskede ikke tiltale rejst mod ham for at have forladt hende. [S120]

Ét af dommersædets spørgsmål den dag er værd at standse ved. Dommeren spurgte, om der i mandens væsen var »noget, der paavirker Kvinder særlig stærkt«, og om det kunne forklare, at datteren »straks er falden for hans første Angreb«. Angreb — det er protokollens eget ord om det første samleje, valgt af retten i 1913. Kristiane svarede, at det kunne hun ikke udtale sig om. [S120]

Samme retsdag blev bidragssagen afgjort — Kristiane havde, mens han sad i varetægt, søgt amtet om at få pålagt ham underholdsbidrag. Han erkendte, tilbød 300 kroner årligt til hende og 90 kroner årligt til hvert af de tre fællesbørn til deres fyldte attende år, og hun accepterede. Rejst, behandlet og forligt på én dag. [S120, S121]

Kristine Oline selv var tilsagt til at møde den dag, men kunne ikke: hun var da godt seks måneder henne, og moderen meddelte retten, at datteren »paa Grund af sin Tilstand« ikke så sig i stand til at give møde i Ringkøbing før efter fødslen. Tre dage senere kom jordemoderattesten fra distriktsjordemoder A. J. Paulsen. [S120, S124]

Så rejste retten ud til hende. Den 17. marts klokken halv fire om eftermiddagen blev Ulfborg-Hind Herreders Politiret sat på Thomas Silkjærs ejendom i Årgab — dommeren selv, med to tilkaldte retsvidner, i huset på Klitten. Rejsepolitiprotokollen, den bog dommeren førte med på embedsrejser, forklarer hvorfor: [S165]

Dommeren bemærkede, at Retten sattes her paa Grund af, at Pigen Christine Oline Enevoldsen ikke kan give Møde i Retten i Ringkøbing i sin højfrugtsommelige Tilstand, samt at Vejrforholdene i den sidst forløbne Tid har umuliggjort det for Dommeren at rejse til Aargab før idag.

Rejsepolitiprotokollen s. 72 · retsmødet i Årgab 17. marts 1913 [S165]

Her, i hendes eget hjem, afgav hun sin forklaring — den fulde renskrift står sidst i kapitlet. Hendes første forklaring lå i betjent Jensens rapport af 17. februar, sagens bilag A; den blev læst op for hende, og hun vedstod den. Derefter forklarede hun selv. Hun vidste godt, at det, der var sket, var forkert — »saavel mod Religionens Bud som mod menneskelig Moral«, som protokollen refererer det, og særlig forkasteligt mellem stedforældre og stedbørn. Men over linjen har skriveren indskudt en sætning med indvisningstegn: derimod har hun ikke før vidst, at saadan Omgang var strafbar. Hun kendte skammen til bunds. Loven, hun en måned senere blev dømt efter, kendte hun ikke.?Rapport A er ikke fundet i de gennemgåede arkivserier; hendes oprindelige forklaring kendes kun gennem vedståelsen. Politiprotokollen identificerer bilaget direkte ved forhøret 24. februar: der »fremlagdes under A en Rapport fra Jensen af 17 ds.« — rejsepolitiprotokollen skriver senere blot »Rapp. A«, og betjentens navn og datoen står tillige i politijournalen. Enkelte læsninger i rejsepolitiprotokollen er usikre. Se forbehold 33. [S120, S124, S165] Alle forbehold → [S120, S124, S165]

Forklaringen lægger også scenen fast, hvor det begyndte: opfordringen faldt i kostalden, en dag moderen ikke var hjemme — og indtil da havde han aldrig, siger hun, optrådt anderledes over for hende end som »den, der var hende i Faders Sted«. Og den fortæller, hvem der først fik det at vide. Da hun i oktober 1912 selv forstod, at hun var frugtsommelig, betroede hun sig ikke til sin mor, men til en attenårig søn af Anders Hejde i Bjerregaard, »der altid har været hendes fortrolige« — Søren Mathiasen Heide, født 17. november 1893, atten år netop i den måned og nitten få uger senere. Han bad om lov til at sige det til hendes mor; hun bad ham tie, og han holdt ord. En pige på seksten med én fortrolig i verden: en attenårig fra Bjerregaard, bebyggelsen syd for Årgab.?Rejsepolitiprotokollen navngiver ikke sønnen, kun faderen og alderen. Kirkebogen for Ny Sogn fører fødslen: Søren Mathiasen Pedersen Heide, født 17. november 1893 i Bjerregaard, søn af husmand Anders Hejde Pedersen — atten år netop i oktober 1912, nitten den 17. november. Alderen passer kun i de uger, forklaringen handler om. Se forbehold 33. [S165, S172] Alle forbehold → [S165, S172]

Så december-scenen, dage før Thomas rejste. Hun havde det ikke godt, og han spurgte, om hun fejlede noget — »hun svarede hertil, at det var ham, der var Skyld i, at hun var daarlig, og der blev saa ikke talt mere derom«. Om han forstod, at hun var frugtsommelig, vidste hun ikke. Kort efter var han væk. Og i januar skrev hun brevet til pastor Hornbeck. [S165]

Nederst på siden underskrev dommeren og de to retsvidner. Det ene navn er Enevold Jepsen Enevoldsen — værgen, der ni dage senere mødte i Ringkøbing i samme egenskab. Det andet læses »Chr. Silkær« — efter al sandsynlighed Christiane selv: retten var sat i hendes hjem, og hendes juridiske navn var Silkjær. Står læsningen, sad moderen i stuen som rettens vidne, mens datteren forklarede.?Vidneunderskriften er en læsning, og identifikationen en slutning — fornavnsforkortelsen er ikke helt sikker. Se forbehold 33. [S165] Alle forbehold →

Den 22. marts, tilbage i Ringkøbing, gennemgik dommeren alle forklaringerne med arrestanten — også hendes fra Årgab fem dage før. Og her, på protokollens side 175, står sagens moralske kernested — i hans egne ord, ført til protokols:

Arr. erkender, at han jo godt vidste, at Pigen kun var 15 Aar, da han første Gang havde Samleje med hende, og han erkender, at han i Betragtn. af hds. unge Alder og hans særl. Stilling til hd. som hds. Stiffader maa siges at have forført hende til den mellem dem stedfundne Utugt, selv om hendes Modstand derimod kun var svag og kortvarig.

Politiprotokollen s. 174—175 · forhøret 22. marts 1913 [S120]

Fængslets stambog skrev siden blot Samleje og lod magtforholdet stå usagt. Her siger manden det selv, i retten: hendes alder og hans stilling som stedfar gør det til forførelse. Utugt er protokollens ord — tidens, ikke krønikens.

Dommen sammenfattede siden hendes forklaring i rettens eget sprog: hun gjorde den første gang »nogle svage Indvendinger«, men gav efter, da han beroligede hende med, at han skulle sørge for, at forholdet ikke fik følger, »og at det ikke gjorde noget, naar ingen vidste det«; hun gentog sine indvendinger før de næste samlejer, gav ligeledes efter — og opgav efterhånden »ganske enhver Indsigelse«. Også her er hendes ord filtreret — nedskrevet af mænd, refereret i tredje person, bekræftet af ham. Det nærmeste, kilderne kommer hendes egen stemme, er forklaringen fra hendes eget hjem den 17. marts. Hun havde inden det første samleje sagt til ham, at det var urigtigt, og at hun kunne blive frugtsommelig. Han svarede, og han fortsatte. [S122, S165]

Den 26. marts sluttede forhørene. Til det sidste retsmøde havde dommeren udtrykkeligt tilsagt fhv. fiskerifoged Enevold Jepsen Enevoldsen — protokollen kalder ham Kristine Olines fødte værge — værge i kraft af slægtskab, som nærmeste myndige mand på hendes afdøde fars side. Han og Kristiane erklærede samstemmende, at de ikke begærede tiltale mod Thomas for overtrædelse af straffelovens § 174 — bestemmelsen om forførelse af en pige mellem tolv og seksten år, som kun kunne forfølges efter forældres eller værges begæring. Sagen efter § 162, der gjaldt det seksuelle forhold mellem stedfar og stedbarn, fortsatte som offentlig straffesag. De fik hver befordringsgodtgørelse og to kroner for tabt arbejdsfortjeneste, og sagen gik til udskrift. To dage senere lå indstillingen om aktion hos amtet — herredskontorets brev af 28. marts indstiller tjenstligt, »at de pågældende sættes under Tiltale for Overtrædelse af Straffelovens § 162« — og den 31. marts kom aktionsordren retur fra Rindumgaard, amtmandsgården ved Ringkøbing: der var samme dag anlagt aktion mod Thomas Nielsen Silkjær og Christine Oline Enevoldsen for overtrædelse af straffelovens § 162, og to sagførere var beskikket til at varetage sagen — overretssagfører Grove og sagfører Kamp, »den førstnævnte som Aktor, den sidstnævnte som Defensor«, med besked om, at defensor skulle underrettes. Brevet bærer amtmand H.C. Dons' underskrift, amtets journalnummer D 698 og påtegningen med ét ord om, hvad det var: »Arrestantsag«; nederst satte herredskontoret sit røde 48/13 — journalens eget nummer på sagen. [S120, S124, S167, S168, S173]

Domsforhandlingen fandt sted i ekstraretten på tingstedet den 11. april kl. 10½ — retsmødeoverskriften kalder det en justitssag, med beskikket aktor og defensor. Sagen bar nu sit tredje og sidste nummer: 6/13 i ekstraretten, efter journalens 48/1913 og politirettens 26/13. Aktor, overretssagfører Grove, mødte og fremlagde sit indlæg. Defensor, sagfører Kamp, mødte ikke selv, men ved en stedfortræder, der fremlagde indlæg med bemærkning om, at sagens dokumenter havde været udlånt ham »underhaanden«. Thomas var fremstillet fra arresten og erklærede ikke at have videre at anføre. Og så det tredje navn i sagen: »Tiltalte Christine Oline Enevoldsen mødte ikke efter Paaraab.« Hun var højgravid og hjemme på Klitten. Der blev ikke afhørt vidner under selve domsforhandlingen; retten afgjorde sagen på grundlag af de protokollerede forklaringer, tilståelserne og de skriftlige bilag. [S123]

Dommen blev afsagt tre dage senere, mandag den 14. april kl. 4 om eftermiddagen, i ekstraretten på herredskontoret: [S122, S123]

Thi kendes for Ret: Thomas Nielsen Silkjær bør straffes med Forbedringshusarbejde i Atten Maaneder. Christine Oline Enevoldsen bør straffes med simpelt Fængsel i en Maaned, men Straffens Fuldbyrdelse udsættes og Straffen bortfalder efter Forløbet af 5 Aar fra denne Doms Afsigelse, saafremt de i midlertidig Straffelov af 1' April 1911 § 20 fastsatte Betingelser opfyldes.

Domprotokollen fol. 102v · 14. april 1913 [S122]

Dommen gentager forførelses-erkendelsen næsten ordret — »maa siges at have forført hende til det mellem dem stedfundne usædelige Forhold« — og fastslår, at ingen af dem tidligere var tiltalt. Hjemlen er straffelovens § 162 for dem begge; for hendes vedkommende »sammenholdt med §§ 21 og 37«. De to paragraffer er lovens ungdomsbestemmelser fra 1866, og regnestykket går præcist op: § 162 satte mindstestraffen for et stedbarn til to måneders simpelt fængsel under formildende omstændigheder, og § 37 tillod, at straffen for den, der var mellem femten og atten, da forbrydelsen skete, blev nedsat »indtil det Halve« — én måned, nøjagtig hvad hun fik. § 21 forbød samtidig at sætte nogen under atten i fængsel på vand og brød. Og udsættelsen ovenpå er den betingede dom — indført i Danmark i 1905 som noget nyt og videreført i den midlertidige straffelov af 1. april 1911, hvis § 20 dommen citerer. Retten begrundede den udtrykkeligt i hendes unge alder. Dommeren gik med andre ord til bunden af, hvad loven overhovedet tillod. [S122, S128]

Rettens egen kladde til dommen — domskonceptet, bevaret blandt dokumenterne til justitsprotokollerne — viser, at netop de linjer blev til undervejs. Henvisningen »for Tilt.s Vedkommende sammenholdt med §§ 21 og 37« er føjet til i margenen med indvisningstegn. Og i domsslutningen begyndte skriveren på én fælles strafsætning — »Thomas Nielsen Silkjær og Christine Oline Enevoldsen bør straffes …« — før hendes navn blev streget ud og hun fik sin egen sætning, den med udsættelsen. Det milde resultat stod ikke i første pennestrøg; det blev skrevet frem, rettelse for rettelse. [S166]

Én linje til skal læses langsomt. Aktionens omkostninger — salær til aktor 30 kroner, til defensor 25 — blev pålagt dem begge »en for begge og begge for en«, in solidum. Den sekstenårige hæftede solidarisk for udgifterne ved retsforfølgningen af sin egen stedfar. [S122]

Hun var der ikke, da dommen faldt. Men journalen viser, hvordan den nåede hende: dagen efter, den 15. april, gik der bud fra herredskontoret til sognefogeden i Haurvig, retur den 22. Dommen blev efter alt at dømme forkyndt for hende derude på Klitten, af sognets egen mand.?Journalen fører »15/4 til Sfd. Haurvig[?]«, retur 22/4. At ekspeditionen var forkyndelsen af dommen for den udeblevne tiltalte, er den nærliggende tolkning, ikke en oplysning i kilden. Se forbehold 34. [S124] Alle forbehold → Dommen blev modtaget uden anke — i amtets journalsag bærer arket politimesterens påtegning »acquiescerer«, og fuldbyrdelsesordren gik den 24. april. Den 27. april kl. 8 om morgenen begyndte Thomas sin afsoning i Ringkjøbing Arrest, og den 3. juli blev han afleveret i Vridsløselille. [S88, S124, S167, S168]

I Vridsløselille blev sagen til tolv linjer. Stambogen, opslag Thomas Nielsen Silkjær, Husby — samme mand som i erhvervets håndbog, samme fødselsår, samme næringsvej. To hænder, to formål: den ene skulle sælge en skipper til sine kollegaer, den anden skulle beskrive en fange for en institution.

Otte retsmøder, seks protokoller og en erkendelse af forførelse blev i fængslet kogt ned til to næsten identiske indførsler, én i stambogen og én i klasseprotokollen: siden sommeren 1911 havde han flere gange haft samleje med sin steddatter Kristine Oline Enevoldsen og gjort hende gravid. Samleje — det er alt, hvad stambogen skriver, og magtforholdet står usagt. Selv hendes betingede dom er reduceret til en bisætning i rubrikken.

Og ordet forbedringshusarbejde skal ikke læses med nutidens ører. Vridsløselille var bygget efter Philadelphia-systemets isolationsprincip, og i 1913 var det stadig i kraft: straffen blev udstået i enkeltcelle, hvor fangen både arbejdede og sov. Uden for cellen bar fangerne maske, så de ikke kunne genkendes af hinanden, al samtale var forbudt, og i kirken og skolen sad de i små båse, hvorfra de kunne se præsten og læreren — men ikke hinanden. Masken blev først gjort frivillig i 1924. Til gengæld gav straffeloven af 1866 afkortning i straffetiden ved afsoning i celle — isolationen blev i sig selv regnet for et skærpende moment ved straffen, og tiden blev sat ned derefter. [S118]

Der er et andet spor i indførslen, som ikke har noget at gøre med dommen. Nielsine får ikke noget navn i fængslets protokol — hun er blot Naboens Datter. Men skriveren noterer, hvad fangen gik og var bange for: navnlig ved Tanken om, at Naboens Datter maaske er frugtsommelig. Hvor velbegrundet den tanke var, vidste skriveren ikke. Det gjorde kalenderen.

»F. synes meget erotisk anlagt og har været slem mod hende i sin tidligste Ungdom … Han holder alligevel af sin Kone og er ret ulykkelig og alvorlig.«

Stambogsbladet, »Oplysninger om Fangens foregaaende Levnet«

Fængslet førte også en slags karakterbog. Ved første klasse skriver anden lærer, at fangen er tiltalende og erkendende, bevæget ved Tanken om den Ulykke, han har ført ind i sit Hjem — og tilføjer så: men altfor kvindekær. Den 4. oktober 1913, i anden klasse, er tonen kølnet: Net og ordentlig, men uden dybere Erkendelse. Kolonnen for breve har to streger i alt: han skrev hjem den 10. august og den 12. oktober.?Lærerbedømmelserne er skrevet i en hastig kursiv, og enkelte ord — særligt kvindekær og ordentlig — er aflæst efter sammenhængen. Alle forbehold →

Den atten måneders dom endte med løsladelse efter godt seks og en halv måneds afsoning — og vejen derhen gik i to forsøg. Det første tog forsvareren. I juli søgte sagfører Kamp om benådning for sin klient; dommeren — den samme herredsfoged, der havde afsagt dommen — anbefalede andragendet i en erklæring af 7. juli, og amtet sendte det videre til Justitsministeriet med bemærkning om, at man kunne henholde sig til den afgivne erklæring. Ministeriets svar kom ti dage senere, maskinskrevet og kort: [S167, S168]

Foranlediget heraf skal man til behagelig Efterretning og videre Bekendtgørelse, ogsaa for Underretssagfører Kamp, meddele, at Ministeriet ikke finder Grund til at søge udvirket nogen Benaadning for den paagældende.

Justitsministeriet til Amtmanden over Ringkjøbing Amt · 17. juli 1913 [S168]

Afslaget blev sendt videre og ført ind i anstaltens journal. Dér kunne sagen være endt: dom, afslag, afsoning til april 1914. Men den 15. november 1913 var halvtredsårsdagen for det glücksborgske kongehus på tronen: Christian IX var blevet konge den 15. november 1863, og selv om han var død i 1906, markerede hans sønnesøn Christian X dagen som kongeslægtens regeringsjubilæum — fængslets journal kalder det selv »Lyksborgske 50 Aars Regeringsjubilæum«. Den 10. november indstillede Vridsløselille syv fanger til benådning i den anledning. Fange nr. 240 var en af dem, og anstaltens skrivelse begrunder hvorfor: [S169, S170]

Han opfører sig godt og synes at angre sin Forbrydelse. I Hjemmet savnes han haardt, og Dommeren har anbefalet en Benaadningsansøgning, som under 17' Juli d.A. er afslaaet, dog med Henvisning til Dommerens Anbefaling.

Vridsløselille til Direktøren for Fængselsvæsenet · skrivelse nr. 131, 10. november 1913 [S170]

Samme skrivelse gør hans familie op i fængslets eget sprog: »gift og har 3 ægte Børn, 1 uægte Barn, 1 Blodskamsbarn og 3 Stedbørn«. Blodskamsbarnet er Arne, og stedbørnene er Kristianes tre børn af første ægteskab. Men hvem skrivelsen regner som det uægte barn, står åbent: Kristen var født i 1904, to år før forældrenes vielse — men regnes han som det uægte barn, går de tre ægte børn ikke op med de to yngre, Anna og Niels; og blev han ved vielsen regnet som ægte, tæller skrivelsen et barn, kilderne ellers ikke kender. Nielsines barn kan der ikke være tale om — da skrivelsen blev ført i pennen den 10. november, var Else Margrethe endnu ikke født. Den kongelige resolution kom på selve jubilæumsdagen, den 15. november: alle syv benådet, de tre udenlandske fanger med udvisning af riget, alle løsladt samme dag. Klokken fire gik han ud ad porten — ikke fordi nogen havde ændret syn på sagen, men fordi kongehuset fyldte halvtreds år på tronen.?Stambogens løsladelsespåtegning »kgl. Res. s.D.« (samme dag) og klasseprotokollens »Ben. kgl. Res. 15/11« daterer begge resolutionen til den 15. november. Se forbehold 45. [S44, S45, S169] Alle forbehold → [S169, S170]

Og så det, ingen protokol forklarer. I februar 1913 erklærede han i retten, at det havde været hans hensigt aldrig at vende tilbage til hustruen. Alligevel finder man dem sammen igen: familien samlet på Gl. Færgevej i Esbjerg, Elna født i 1919, og Kristiane som Fru Silkjær på Havnegade 179 helt frem til 1951 (kapitel 11). Hvornår og hvordan de forsonedes, findes der ingen kilde til. Det er sagens sidste, uskrevne sætning — og den skrev de selv, uden protokol.

Fangens frygt var velbegrundet. Nielsine var gravid, da han blev anholdt — fødselsdatoen er forenelig med, at barnet blev undfanget under opholdet i København, omkring tiden kort før anholdelsen.

Hun fødte ikke hjemme i Årgab. Hun fødte i Aarhus — og kirkebogen fører hende som »ugift Tjenestepige«: hun var i tjeneste i byen, så rejsen dertil var ikke kun en flugt for at skjule sig. Fødslen fandt sted på Bethesda — et rednings- og fødehjem for ugifte gravide kvinder, oprettet 1894 og drevet for Indre Missions midler, med en diakonisse som husmoder. Hjemmet tog sig netop af de »første Gang faldne«, som tiden kaldte dem: unge kvinder, der ventede barn uden ægtemand, og som havde få andre steder at føde. I 1913 lå det ved Skovvangsvej på Aarhus Mark, med plads til tyve kvinder og tredive børn. [S129]

Det er værd at standse ved, hvad det betyder. Indre Mission optræder to gange i denne sag, og begge gange på samme side: gennem det menneske, Kristine Oline skrev til — og gennem det institutionelle netværk, som gav Nielsine et sted at føde. Bevægelsen var i de år ikke kun den moralske instans, der satte navn på synden; den var også det sociale sikkerhedsnet, der greb dem, synden efterlod. »Falden Pige« er tidens ord, ikke krønikens — men hjælpen var virkelig nok.

Barnet kom til verden den 15. november 1913 og blev ført ind i Sct. Johannes Sogns kirkebog som fødsel nr. 93:?Folketællingerne fører fødselsdagen som 13. november; kirkebogen, der er ført ved fødslen, har den 15. og går forud. Se forbehold 36. [S125]

Else Margrethe Nielsen af Aargab. — Ugift Nielsine Nielsen og udlagt Barnefader Fisker Thomas Nielsen Silkjær. (Moder og Datter har Ophold hos Bedsteforældrene: Huusmand Thyge Nielsen og Hustru Else Margrethe Nielsen af Aargab, Holmslands Klit.)

Aarhus Sct. Johannes Sogn · fødte kvindekøn 1913, nr. 93 [S125]

Pigen blev opkaldt efter sin mormor og døbt i Sct. Johannes Kirke den 14. december; blandt fadderne stod Johanne Nielsen — højst sandsynligt Nielsines fire år ældre søster. Familien var med, også ved døbefonten i Aarhus. Og så datoen igen: den 15. november 1913, klokken fire om eftermiddagen, gik Thomas ud ad porten i Vridsløselille. Hans andet barn det år blev født samme dag, som han blev fri. Han stod dermed i to kirkebøger i 1913 som udlagt barnefader — Arne i maj i Haurvig, Else Margrethe i november i Aarhus — to børn med to kvinder på under seks måneder. Arne blev født, mens han sad i Ringkjøbing Arrest; Else Margrethe den dag, han blev løsladt fra Vridsløselille. [S44, S125]

Nielsine tog barnet med hjem til Årgab. I folketællingen 1916 står Else Margrethe som plejebarn hos bedsteforældrene — samme diskrete rubrik, som Arne siden fik i sin fars husstand — i 1921 blot som barn. I 1930 boede de der begge to — Nielsine ugift og treogfyrre, datteren sytten. Nielsine fik senere børn med en anden mand, og længere følger krøniken hende ikke: den historie er hendes.

Datteren blev voksen på Klitten. Hun kom i huset som husassistent og boede i Hvide Sande, en halv mil fra Årgab. Den 10. november 1938, fem dage før hun fyldte femogtyve, døde hun på Sindssygehospitalet i Viborg. Dødsattesten fører bronchopneumoni som dødsårsag og anfører samtidig »morbus mentalis« — sindslidelse — uden nærmere diagnose. Mere fortæller dødsattesten ikke. Hun var ugift.

Øverst på attesten har nogen skrevet, hvor hun skulle hen: Nørre Haurvig Kirkegaard. Det er kirken på Klitten — den, hendes halvbror Arne var blevet båret ind i som spæd i juni 1913, fem måneder før hun selv blev født i Aarhus. De to mødtes aldrig i noget dokument. De endte i det samme sogn. [S125, S133]

Kapitlet bygger på retsbøgerne fra Ringkøbing og på amtets og fængslets arkiver, læst på originalerne i Rigsarkivet Viborg. De vigtigste indførsler står her i renskrift — uforkortede, med protokollernes egne forkortelser bevaret. Det er hårde tekster, og de kan springes over uden at miste kapitlets tråd. Men det er dem, kapitlet står på.

Forkortelserne: Arr. arrestanten (Thomas) · Cpd./Cp. komparentinden/komparenten (den afhørte) · Fkl. forklaring · F.R.m. for retten mødte · frl. fremlagdes · gj. bek. m. gjort bekendt med · O.V. oplæst og vedtaget. Enkelte ord er aflæst efter sammenhængen, og […] markerer alene ord, der ikke har kunnet læses i originalen; se forbehold 32.

Og protokollerne skal læses for, hvad de er. De er skrevet af mænd — dommere, fuldmægtige, protokolførere, en fængselsembedsmand — i en tid, hvor både forbryderen og den forurettede blev dømt, og hvor en sekstenårig piges egen stemme ikke havde nogen rubrik. Hendes ord findes kun refereret, bekræftet af ham, filtreret gennem rettens sprog. Men de findes: hun sagde, at det var urigtigt. Hun sagde, at hun kunne blive frugtsommelig. Og da alt andet lukkede sig, skrev hun et brev.

Krøniken bærer det med, fordi det står der. Ikke fordi det forklarer noget — men fordi en slægtshistorie, der kun rummer kuttere og hæderstegn, ikke er slægtens historie.

Kristine Oline og Arne

Barnet blev født i Årgab den 26. maj 1913 og båret til dåben i Haurvig Kirke tre uger senere. Sytten år efter stod han i folketællingen som plejebarn i sin egen fars husstand.

Han var barnet, der kom ud af sagen, men ikke et efterspil til den. Dette kapitel følger ham og hans mor — to egne liv, som papirerne kun delvist har bevaret.

Barnet blev født i Aargab den 26. maj 1913. Kristine Oline var fyldt sytten ni dage forinden. Hun fødte hjemme i Årgab — ingen bortrejse, ingen fødselsstiftelse i en anden by.

Faderen sad allerede inde. Han var dømt for det forhold, der havde ført til graviditeten, og han var der ikke, da barnet blev født.

Og da han blev ført ind i indførslen, skjulte præsten ingenting. Ny Sogns kirkebog, Fødte Mandkøn 1913, nr. 5:

1913 den 26de (seks og tyvende) Maj. — Aargab, Holmslands Klit, Ny Sogn, Hind Herred. — Arne Enevoldsen — Ugift Moder Christine Oline Enevoldsen, Aargab. 17 Aar. Udlagt Barnefader: Stiffader Thomas Nielsen Silkjær, 31 Aar.

Ny Sogn, Hind Herred · fødte mandkøn 1913, nr. 5 [S47]

Ét ord gør hele forskellen: Stiffader. Præsten kunne have nøjedes med navn og alder, som skemaet krævede. Han skrev slægtsforholdet ud. Barnet fik sin mors efternavn: Arne Enevoldsen.

Dåben står i de sidste tre spalter af samme opslag:

1913 den 15de (femtende) Junie. — Pastor S. R. Madsen i Haurvig Kirke. — Pigen Johanne Andersen, Husmand Enevold Jepsen Enevoldsen, Husmand Søren Andersen Jensen, Husmand Thyge Nielsen. Alle af Aargab.

Tre uger efter fødslen. Ingen hastig hjemmedåb, ingen udsættelse, ingen stille ekspedition til en anden kirke. Barnet blev båret ind i sognekirken og holdt over døbefonten af fire navngivne naboer — mens barnefaderen sad i Ringkjøbing Arrest.

Bemærk så, hvem der ikke er der. Ingen Silkjær. Thomas' familie i Husby er ikke repræsenteret med ét eneste navn, og Kristiane står heller ikke som fadder. Det er moderens side og naboskabet, der bærer barnet frem — ikke fadersiden. Sådan var det også ved Kristens dåb i 1904: faddere blev taget fra sognets egen kreds, og Husby lå en dagsrejse borte.

Og læs så det sidste af faddernavnene én gang til: husmand Thyge Nielsen. Det er Nielsines far — faderen til den kvinde, barnefaderen var flygtet med et halvt år forinden, og som netop da gik gravid med hans næste barn. Han stod alligevel ved døbefonten for Kristine Olines dreng. To familier, som samme mand havde bragt i ulykke på hver sin måde, holdt fast i hinanden hen over det. På Klitten var naboskabet ældre end skandalen. [S47, S120]

Læs fadderrækken sammen med besætningslisten fra »Forsøget«, 1. april 1896. To af de fire navne står allerede dér.

Hvad de to følte om det, der var sket i det hjem, ved vi ikke. Men de mødte op, og de bar barnet.

Søren Andersen Jensen er den sikreste af de to: navn, sted og titel er de samme i 1896 og 1913, og han er registreret i Årgab fra sin fødsel i 1869 til sin død i 1937. Farfar-forholdet står i Enevoldsen-slægtsbogen — Enevold Jepsen Enevoldsen og Ane Iversen som forældre til den druknede bådfører — og hans tre optrædener omkring Kristiane, 1904, 1906 og 1913, står i kirkebøgerne. Navnet Enevold Jepsen Enevoldsen bæres desuden af Kristine Olines storebror, f. 13.10.1892 — titlen husmand peger på den ældre. [S31, S32, S40, S47, S48, S55, S56, S70, S71]

Og kirken er den samme. Christen Olesen Enevoldsen blev begravet fra Haurvig Kirke den 6. april 1896. Sytten år senere blev hans datters søn døbt i det samme rum. Arne blev båret ind; hans morfar ligger udenfor.

Vækkelsen havde fået sit gennembrud, da havet tog fire mænd. Dåbsindførslen fra 1913 viser to af navnene fra 1896 samlet omkring et barn igen — båret frem af moderens familie og naboskabet. Hvordan resten af det vakte samfund tog imod ham, fortæller kilderne ikke.

Det første dokument, hvor hun står som den, der rejser et krav, er ældre, end man skulle tro — det kom tre dage efter dåben. Den 18. juni 1913 åbnede herredsfogedens kontor en ny sag i saglisten: »Pat. S. Christine Oline Enevoldsen ctr. Thomas Nielsen Silkjær« — paternitetssag, nummer 82/1913. Hun stod som første part. Sytten år gammel, en måned efter fødslen, med barnefaderen i Ringkjøbing Arrest, stod hun som part i en bidragssag mod sin stedfar — ad samme vej, som hendes mor havde brugt i februar. Sagen blev sluttet allerede den 20. juni; selve bidragsresolutionen lå hos amtet og er ikke fundet. Men saglistens ene linje er nok til at vise, at drengens forsørgelse blev sat i system, mens faderen sad inde — og at sagen stod i hendes navn. [S121]

Fængselsprotokollen satte allerede i sommeren 1913 adresse på flytningen: ejendommen i Aargab blev solgt, og Kristiane flyttede »paany med Børnene« til Esbjerg, til Gl. Færgevej 7. Arne var seks uger gammel. Men én flyttede ikke med. Folketællingen 1921 fører Kristine Oline som tilflyttet Esbjerg i 1916, fra Holmsland. Hun blev på Klitten, mens barnet på et endnu ukendt tidspunkt kom ind i familiens husstand i Esbjerg. [S44, S78]

Kilderne viser forholdet senest i februar 1916: drengen var da i Esbjerg, mens moderen først netop var kommet fra Holmsland. Hvornår Arne blev skilt fra hende og kom ind i mormorens husstand, siger ingen kendt kilde — og heller ikke hvem der bestemte det, om det var tænkt som en midlertidig ordning, eller hvad nogen af dem mente om det. En syttenårig ugift mor havde i 1913 sjældent den slags valg alene. Hvor på Holmsland hun var i årene imellem, står åbent — og ingen tælling kan svare: den eneste mellem 1911 og 1921 er netop tællingen fra februar 1916, og da var hun allerede i Esbjerg. [S134]

Familien i Esbjerg flyttede i mellemtiden igen: den 1. februar 1916 stod ingen Silkjær-husstand på Gl. Færgevej. Tællingen fører fiskeren Thomas Silkjær med Kristiane og fem børn i Hjertinggade 13 — dér var Ejlert født i januar 1915. Og i rubrikken Børn, uden skelnen fra de andre: Arne Silkjær. To år gammel, ført med familiens navn, som ét af husets børn. [S76]

Og samme tællingsdag står hun selv i skemaerne — for første gang i Esbjerg. I Nørregade 44 i Vor Frelsers Sogn fører tællingen Kristine Oline Enevoldsen, født 17. maj 1896, ugift tjenestepige, erhverv husassistent — i huset hos Anders Hansen Larsen og Anne Marie Larsen, deres børn og en logerende. Nitten år, i tjeneste hos fremmede. Den 1. februar 1916 var mor og søn altså i samme by: han som ét af husets børn i Hjertinggade, hun som pige i huset i Nørregade — nogle få gader imellem, og to forskellige husstande. På Helgolandsgade 14, adressen fra vielsen syv måneder senere, boede hun endnu ikke; tællingen fører hende ikke i nogen af ejendommens husstande. Og tilflytningsåret 1916 i tællingen fem år efter passer dermed kun lige akkurat: hun må være kommet til byen i årets allerførste uger — eller også er året rundet af. [S76, S78, S134]

Samme efterår, den 19. september 1916, blev hun viet i Esbjerg, tyve år gammel:

Pige Christine Oline Enevoldsen, Helgolandsgade 14, Esbjerg, født Holmslands Klit, Ny Sogn den 17 May 1896, Datter af afd. Fisker Christen Olesen Enevoldsen og Hustru Kristiane Enevoldsen, Esbjerg.

Esbjerg, viede 19. september 1916 [S75]

Brudgommen var fiskeren Niels Peder Edvard Nielsen, enogtyve, født i Esbjerg — søn af fiskeren Jens Højberg Nielsen, hvis familie boede i samme ejendom på Helgolandsgade 14, som bruden opgav som sin adresse. Læg mærke til moderens navn: præsten førte hende som »Hustru Kristiane Enevoldsen« — det første ægteskabs navn, ti år inde i det andet. Og stedfaderen optræder ingen steder i indførslen. Forloverne var brudgommens far og »Fisker Enevold J. Enevoldsen, Esbjerg« — farfaren eller storebroderen; indførslen skelner ikke.?Forloveren »Fisker Enevold J. Enevoldsen, Esbjerg« kan være farfaren (f. 1848) eller storebroderen (f. 13.10.1892) — titlen passer på begge. Bopælen peger mod storebroderen: farfaren sad i Ny Sogn ved tællingen syv måneder før vielsen og står heller ikke i Esbjerg i 1921. Indførslen afgør det ikke. Se forbehold 13. [S75, S77, S78] Alle forbehold → [S75]

Datteren Gerda Jensine blev født den 23. februar 1917, fem måneder efter brylluppet — Kristine Oline var med barn, da hun blev gift. Også i generationen før var barnet kommet før ægteskabet: Kristiane fødte Kristen i 1904 og blev gift med Thomas i 1906. Barnets navn bærer et H. mellem fornavnene i 1921-skemaet, og tællingen 1925 skriver det ud: Gerda Jensine Højbjerg — faderens tilnavn, skrevet ind midt i barnets navn, tretten år før familien fik det som efternavn ved kgl. bevilling. At tælleren skrev Højbjerg for Højberg, er i øvrigt samme svingning som Silkær for Silkjær. [S75, S78, S81]

Folketællingen 1921 viser den nye husstand: Helgolandsgade 14, 1. sal, lejlighed 2 — manden, Kristine Oline og Gerda. Tre personer. Arne er der ikke; han boede hos sin mormor og sin far både som toårig i 1916 og som syttenårig i 1930. [S78]

Sporet kan følges endnu to skridt. Tællingen 1925 finder de tre stadig samlet på Helgolandsgade 14, og i november 1930 står Kristine Oline i husstanden på Cort Adelersgade 15b — fireogtredive år gammel. [S81, S82]

Hun døde den 18. maj 1940, klokken tre om natten, på Esbjerg Kommunes Sygehus. Dagen forinden var hun fyldt fireogfyrre. Fire dage senere blev hun begravet på Gormsgade Kirkegård, fra Zions Sogn, ved pastor Birke. [S84]

Kirkebogen fører hende som Christine Oline Højberg f. Enevoldsen og skriver hendes ophav ud: født i Aargab, Holmsland Klit Sogn, den 17. maj 1896 som datter af fisker Christen Olesen Enevoldsen og hustru Kristiane. Bogen, der noterede hendes fødsel seks uger efter forliset, navngiver faderen igen ved hendes død — fireogfyrre år senere, i en anden by, af en anden præst. [S84]

Dødsattesten er udfyldt af lægen Jakob Bak på kirurgisk afdeling samme morgen. Hovedsygdommen står som c. uteri — kræft i livmoderen — med kakeksia, udtæringen, som komplikation; hjertesvækkelsen i den næste rubrik er kun måden, det endte på. Kakeksien peger på et længere sygdomsforløb, men attesten siger ikke, hvor længe hun havde været syg.?Attestens rubrik 7 fører hovedsygdommen, rubrik 8 den umiddelbare dødsårsag. Dødsregistrets afskrift gengiver kun rubrik 8 — »Hjertesvækkelse, paresis cordis« — og udelader kræftdiagnosen ovenover. Krøniken følger attesten. [S83] Alle forbehold →

Rubrik 3 på attesten skal rumme den afdødes stilling og næringsvej. Der står tre ord: gift med fisker. Sådan gemte papirerne på hende — men mellem en kirkebogsindførsel seks uger efter et forlis og en dødsattest udstedt dagen efter en fødselsdag ligger der et helt liv, som ingen af rubrikkerne fik plads til. [S83]

I 1930 var familien tilbage på Gl. Færgevej 7 — adressen fra fængselsprotokollen, forladt undervejs for Hjertinggade. Folketællingen 5. november 1930 fører husstanden med Thomas Nielsen Silkjær som husfader, Kristiane som hustru og seks børn — og midt i børneflokken, i husstandens sjette linje, Arne Enevoldsen, 17 år, med stillingen i familien anført som plejebarn.

Det er hans fars husstand, den familie hans mor selv var vokset op i, og på papiret er han hverken søn eller bror. Han er i pleje.

Læg de tre dokumenter ved siden af hinanden. I klitten i 1913 stod det hele i kirkebogen — moderens navn, hendes alder, faderens navn, hans alder og forholdet imellem dem. Sognet vidste det, fadderne mødte op, og præsten skrev det ned. I 1916 er han Arne Silkjær, ét barn blandt fem i rubrikken Børn. I 1930 er han Arne Enevoldsen, plejebarn.

De to skemaer kan læses hver sin vej. »Arne Silkjær, barn« kan være dagligsprog om en toårig i huset; »Arne Enevoldsen, plejebarn« er juridisk korrekt, for han hed Enevoldsen. Skiftet kan være en bevægelse fra det uformelle til det præcise — eller fra nærhed til afstand. Skemaerne viser forskellen; de forklarer den ikke.

Rubrikken fulgte ham videre. Da han blev konfirmeret i Zions Kirke den 24. april 1927, tretten år gammel, havde præsten rekvireret dåbsattesten fra Ny Sogn og skrevet indførslen af — ordret. Faderens tre rubrikker står tomme. Moderens stilling er ført som »Ugift 17-årig pige«, og i anmærkningen står »Udlagt barnefar: Thomas Nielsen Silkjær, 31 år«. Hun var tredive i 1927 og boede i byen; han var femogfyrre og boede i samme hus som drengen. Det er ikke en beskrivelse af nogen — det er 1913 kopieret fjorten år frem og fire sogne længere øst. [S89]

Bopælen i indførslen er Færgevej 7. Præsten var pastor Bentzen, som tretten år senere skulle vie ham.

Men Arne bliver ikke i rubrikken. Ti år senere står han i papirerne igen, denne gang på egne vegne. Den 11. maj 1940, femten dage før han fyldte syvogtyve, blev han viet i Zions Kirke af pastor Bentzen: Ungkarl Revisor Arne Enevoldsen, Havnegade 179, og Pige Tandtekniker Annagrethe Thomsen, født i Jerne 4. april 1916, datter af toldembedsmanden Emil Peter Thomsen. Folketællingen den 5. november samme år fører dem på Rolfsgade i Esbjerg. [S85]

To ting i den indførsel skal læses langsomt. Adressen: Havnegade 179 er fiskeskipperens hus. Arne var seksogtyve og boede stadig hos sin far, da han giftede sig. Og forloverne: brudens far stod for hende, og for ham stod »Fiskeskipper Silkjær, Havnegade 179«.

Ved dåben i 1913 stod der ikke én Silkjær blandt fadderne. Syvogtyve år senere skriver manden under som forlover — mens indførslen ovenover fører brudgommen som Søn af Christine Oline Enevoldsen, Frodesgade 149. Kun moderen. Faderen er unavngivet i rubrikken og til stede på samme opslag, præcis som i 1913, hvor præsten skrev »Udlagt Barnefader: Stiffader«. Forskellen er, at det nu er hans egen hånd.

Og datoen bærer mere, end den ser ud til. Moderens adresse i indførslen er Frodesgade 149 — hun levede endnu. Syv dage efter brylluppet døde hun på sygehuset. Arne blev gift i den sidste uge af sin mors liv, i det sogn, hun blev begravet fra elleve dage senere. [S83, S84, S85]

Og så findes der billeder. I Esbjerg Byhistoriske Arkiv ligger tre negativer, som fotografen Paul Bølling optog for familien Enevoldsen, Rolfsgade 127, midt i besættelsesårene. Arkivet fører dem som revisor Arne Enevoldsen, født 1913, og hustruen Annegrethe, født 1916. Det ene er et selskab i dagligstuen, hvor nogle af gæsterne har små papirhatte på. De to andre blev taget, da datteren kom til verden i maj 1944: moderen i barselssengen med barnet ved siden af sig, og barnet alene i en vugge med kappe over.?Identifikationen hviler på tre sammenfald: fødselsåret 1913, adressen Rolfsgade, som folketællingen 1940 også fører ham på, og hustruens navn og fødselsår. Arkivet er selv forbeholdent over for, hvem der ses på de to fødselsbilleder — »Det må være Annagrethe Enevoldsen. Måske med datteren Annette« — mens familien og adressen står fast. Vielsen 11.5.1940 er læst i Zions Sogns kirkebog; folketællingen 5.11.1940 står i slægtsfilen. [S40, S57, S85] Alle forbehold →

Kristine Olines mor, Kristiane, blev hos Thomas. Hun stod som hustru i 1930, som enke ved Thomas' begravelse i 1950, og hun døde i 1963 med hans navn. Hvad de sagde til hinanden i årene efter 1913, ligger uden for enhver kilde.

Læs det sammen med kirkebogen fra 1913. Drengen, der blev født af en syttenårig pige i et fiskerhus i Årgab og ført i sognets bog med moderens stedfar som udlagt barnefader, var enogtredive år senere revisor i Esbjerg, gift, i eget hjem — og havde råd og overskud til at bestille en fotograf, da hans datter blev født.

Vejen dertil kan følges år for år, for Esbjerg trykte sine skattebøger. I 1932 står han som kontorelev på Havnegade med enogtyve kroner i skat — og lige over ham på siden, som nummeret før i bogen, T. N. Silkjær, Fiskeskipper, med treoghalvfjerds. Nitten år gammel, i sin fars hus, med sin første egen ansættelse. I 1935 er han kontorist, stadig på Havnegade 179. I 1939 står der revisor. [S90]

To år senere står Regnskabs-Kontoret i Kraks vejviser: bogføring og revision, Ny Havn, telefon 2143. Kontoret lå på havnen, få hundrede meter fra den kaj, hvor faderens E.94 lå, og hvor halvbrødrene Niels og Ejlert havde deres kuttere. I julen 1944 annoncerede han i Arbejdersamariternes juleblad: »Regnskabskontoret · Revisor Arne Enevoldsen, M. L. R.« [S91]

Og så kom stillingen, der satte de to navne på samme side i Statstidende. Fiskernes egen ansvarsforsikring i Esbjerg havde gennem mange år haft bankfuldmægtig E. Enevoldsen som kasserer og regnskabsfører; efter hans død blev arbejdet overdraget til revisor Arne Enevoldsen. [S141] Den 5. januar 1945 blev selskabet optaget i Forsikrings-Registeret som nr. 468, og bekendtgørelsen fører personerne op:

Fire linjer imellem dem. Faderen i bestyrelsen, sønnen som forretningsfører — og en tegningsregel, der gjorde det muligt at forpligte foreningen med formandens underskrift og Arnes. I kirkebogen fra 1913 stod Thomas som udlagt barnefader, men barnet bar moderens navn. I Statstidende i 1945 stod Enevoldsen og Silkjær side om side med hver sin titel i den samme lille forening på havnen.?Bekendtgørelsen giver ikke fødselsdatoer. At »Fiskeskipper Thomas Silkjær, Esbjerg« er Thomas Nielsen Silkjær, og at »Arne Enevoldsen, Esbjerg« er revisoren fra Regnskabs-Kontoret, hviler på stilling, by og årstal: begge navne er sjældne i Esbjergs fiskerimiljø, Thomas ejede E.94 til 1948, og Arne annoncerede som revisor i byen få uger før registreringen. Hvor tæt de to arbejdede sammen, siger kilden intet om — kun at de sad i samme forening med hver sin funktion. Forgængeren, bankfuldmægtig E. Enevoldsen, er ikke identificeret; om han var i familie med Arnes mors slægt, vides ikke. [S141, S142]

Og han blev en mand, andre bad om at skrive under. Den 21. december 1943 stod »Revisor Arne Enevoldsen, Rolfsgade 127« forlover ved en vielse i Esbjerg — for forretningsføreren Thomas Kaj Nielsen, viet af den samme pastor Bentzen. [S92]

Skattebøgerne tegner buen tørt: 21 kroner som kontorelev i 1932, 16 som kontorist i 1935, 247 som nyslået revisor i 1939, 719 i 1943, 1174 i 1946. Og de følger ham adresse for adresse gennem fireogtyve år — Havnegade 179, Rolfsgade 127, Gl. Vardevej 5, Strandbygade 39, Strandbygade 90a. Fra faderens hus til sit eget hjem, og derfra videre gennem tre adresser, inden for den samme by. Så længe bøgerne rækker, blev han i Esbjerg. [S90]

Ægteskabet holdt ikke, og skattebøgerne viser bruddet som en husstand, der bliver til to. Rolfsgade 127 er Arnes adresse til og med 1946. I 1949 står han på Gl. Vardevej 5 — og på Rolfsgade 127 står A. Enevoldsen, Fru, lignet for sig med 1045 kroner. Hun blev i lejligheden, han flyttede ud, og de blev skattemæssigt to mennesker et sted mellem 1946 og 1949.

Manden, hun siden giftede sig med, står i de samme bøger. Ronald Søren Hyllested — født i Århus i 1916, søn af en kusk — var politibetjent i Esbjerg fra 1941 og havde selv været gift før: den 19. juli 1942 blev han viet i Vor Frelsers Kirke til maskinfabrikantens datter Ane Marie Villemoes fra Teglværksgade. I 1951 står han stadig som politibetjent, nu på Kirkegade 101. Og i 1954 har stillingen skiftet: repræsentant. Det er ordret den betegnelse, den kongelige bevilling af 22. marts samme år bruger om ham — »repræsentant Ronald Søren Hyllested, Esbjerg« — da datteren blev adopteret og derefter bar navnet Annette Hyllested. Skattebøgerne har Arne i Esbjerg både før og efter: Strandbygade i 1951 og igen i 1956. Han var i live og i byen, da bevillingen blev givet. Påtegningen står i margenen ved hendes dåb i 1944: Enevoldsen streget over, Hyllested skrevet i stedet. Og navnet blev brugt: da Annette blev konfirmeret i 1959, står hun i kirkebogen som Annette Hyllested, datter af »Repræsentant Ronald Søren Hyllested og hustru Annagrethe Thomsen«, med hjemmet på Spangsbjerg Kirkevej 42 — og med fødsel og dåb ført tilbage til Zions Sogn, 16. maj og 2. juli 1944. [S114] Annagrethe og Ronald døde begge i 2004, fem måneder fra hinanden; ved deres død boede de på samme adresse i Kongensgade i Esbjerg.?Annagrethe blev skilt fra Arne ved bevilling 3. juni 1949. Ronald Søren Hyllested blev skilt fra sin første hustru ved bevilling 27. juli 1949. Annagrethe og Ronald blev viet af Københavns Magistrat 11. februar 1950; alle tre oplysninger står i Esbjergs borgerlige vielsesbog. [S140] Adoptionens påtegning dokumenterer bevillingen af 22. marts 1954, men ikke Arnes erklæring eller de nærmere overvejelser bag adoptionen; det kræver selve adoptionssagen. Se forbehold 28. [S86, S90, S94, S100, S114] Alle forbehold →

Annette uddannede sig til sygeplejerske og flyttede i forbindelse med uddannelsen til København, hvor hun kom til at bo resten af sit liv. Hun fik to børn. Familien mener ikke, at hun senere havde kontakt med sin biologiske far, men det kan ikke fastslås med sikkerhed. Hun døde i 2024, kort efter sin 80-års fødselsdag — en dag hun nåede at fejre med familien i sin datters have, i høj solskin og med fuld musik. [S175]

Ægteskabet med Annagrethe blev opløst ved bevilling den 3. juni 1949. Året efter begyndte han forfra. Den 2. december 1950 klokken 12.10 blev Arne borgerligt viet på Esbjerg rådhus til telefonist Edna Alice Söderwall, født Gram. Begge var fraskilte, begge var født i 1913 — han i Årgab i maj, hun i Esbjerg i september — og de boede allerede på samme adresse, Strandbygade 39, den adresse skattebogen giver ham året efter. Vidnerne var to kvinder fra kontorerne, en kommuneassistent og en kontorassistent. Ingen familiemedlemmer stod som vidner.

Der er ikke fundet tegn på endnu en skilsmisse. Edna bar navnet Enevoldsen frem til sin død i Vejle i 2002. Arne døde den 27. december 1998 i Vejle, femogfirs år gammel — manden, der blev født i Årgab, mens hans far sad i Ringkjøbing Arrest, og som bar moderens navn, fordi faderens ikke blev hans. [S40, S140, S148]

Men navnet fulgte ham hele vejen: kontorelev, kontorist, revisor, Enevoldsen. Det navn, han fik, mens faderens ikke blev hans, blev det, han satte på sit eget kontor.

Sønnen Niels Silkjær Madsen er født 2. april 1909 i Sædding Sogn, Bølling Herred — efter kirkebogsindeks. Datteren Laura er bekræftet i Sædding kirkebogs originale dåbsindførsel: født 25. marts 1917 ved Rækker Mølle som datter af Mads Erik Madsen og Ane Johanne. Sporene mod Ikast-egnen hviler stadig på indeks, ikke på originalindførsler.

Kilder: 1uz.dk, Mads Erik Madsen / Ane Johanne Jensen Silkjær [S5] · Hugo Dynesen, indeks til Sædding kirkebog [S6] · Sædding kirkebog, Lauras dåb 1917 [S161] · Den Christen Møller Schmidtske Stamtavle [S7].

I 1976 slap slægten kutteren — og så mistede hun navnet. Hun blev solgt til Lemvig, fik havnenummeret L.651 og hed derefter tre andre ting: Linda Vig (1976—80, partrederi v/ P. E. Enemark), Johnny Marianne (1980—81, E. Høj) og Charlotte Frank (fra 1981, partrederi v/ Theodor S. M. Madsen, Struer).

Til sidst var hun ikke længere fiskefartøj. Fra 1983 sejlede Finn Hansen hende fra Handbjerg og Gudum ved Lemvig som M.s. »Charlotte Frank« af Lemvig — sejlskib med hjælpemotor, lastskib.

»Udslettet den 29. Maj 1990 af DAS som ophugget.«

Vi fattede ikke, det kunne være sandt, vi blev så underlig stille. Knud var her ikke mere; rask gik han til sit arbejde om morgenen, få timer efter var hans livstråd klippet over. … Vi så ham sidste gang i påsken, da han var hjemme i Struer med familien. … Det gælder om at være rede, vi kender ikke dagen ej heller timen, men det gælder for os at komme til at leve i tryghed hos Gud.

Søsteren Ane Pedersen, født Silkjær · Nr. Nissum Højskoles elevblad, juni 1959 [S150]

Læg mærke til sproget. »Vi kender ikke dagen ej heller timen« ligger i det samme bibelske register, som krøniken tidligere har mødt i vækkelsen på Klitten (kapitel 10). Her kom ordene fra et andet indremissionsk miljø: Nørre Nissum Højskole — Indre Missions første i landet, grundlagt 1887 få kilometer fra Gudum — hvor både Knud og søsteren havde været elever. [S150]

»Hjemme i Struer« var hos forældrene i Fredensgade 11 — påskebesøget blev familiens sidste møde med ham.

• Hvor den ligger: Øhusevej 1B, matr. 13b — udskilt fra gården i Øe i 1851
• At Thomas Jensen fik skøde på huset i 1854/55, at Niels fik adkomst ved udlæg i 1879, og at ejendommen blev solgt ud af slægten i 1924
• At skødet fra 1854/55 er navnets ældste daterede belæg — som betegnelse for stedet
• At Thomas Jensen står som »Thomas Jensen Silkjær« i skødet fra 1876, og at Niels fik navnebevis i 1905
• At folketællingerne 1890, 1901 og 1911 fører husstanden på matr. 13b
• At Niels' dåbsindførsel fra 1855 i den originale kirkebog fører faderen som »Hmd. Øekjær Thomas Jensen«, mens senere familieafskrifter ligeledes bruger Økjær om slægtens bopæl
• At konfirmationsindførslen fra 1896 fører sønnen Thomas »af Økjær« og faderen som »Niels Thomsen (kaldt Silkjær)« — adressen og kaldenavnet i samme linje
• At folketællingen 1901 fører den nittenårige Thomas som »Tomas Nielsen Silkær«, tjenestekarl i Klit By i Vedersø Sogn — navnet båret uden for sognet, fire år før navnebeviset
• At Silkjær-ejendommen og den ejendom, der i dag forbindes med Økjær, lå på hver sin hovedmatrikel, 13 og 15
• At Johannes Madsen købte gården i 1936 — med adkomst tinglyst 1937
• Hvordan den så ud i 1948 og 2025

• Hvor gammelt stednavnet Silkjær er — skødet fra 1854/55 er det ældste fundne belæg
• Husets byggeår og bygherre — skøderne gør 1851—54 til en nærliggende mulighed, men 1851-skødets tavshed om bygninger beviser ikke, at huset endnu ikke stod der
• Hvor grænsen for området Økjær gik

Vort Sogns Historie for Husby Sogn rummer 48 beboerbiografier, og Silkjær optræder i to af dem: Johannes Madsens opslag om selve gården (købt 1936) og Ole Lauridsens opslag, hvor hustruen Ane Marie Nielsen Silkjær får sine forældre og bedsteforældre opregnet. Rækken før 1936 står ikke i bogen. Værket blev betalt af abonnenter og medtager kun de steder, der købte plads — og kun den ejer, der sad på stedet omkring 1950.

Kirkebøgerne bruger Økjær konsekvent om slægtens bopæl gennem fyrre år — som områdebetegnelse, ikke som matrikeladresse. Ejendommen, der i dag bærer navnet, ligger på matr. 15, i dag 15f, og er hverken i skøder eller realregister koblet til Thomas Jensen eller Niels Thomsen; slægtens adkomst gælder 13b. Billedet af det konsekvente Økjær hviler på seks originale indførsler. Ved Niels Thomsens dåb i 1855 fører kirkebogen faderen som »Hmd. Øekjær Thomas Jensen«. I døderegistret 1863 står hustruen som »Huusm. i Øekjær Thomas Jensens Hustru« og datteren Kjerstine som »Datter af ovennævnte huusmand i Øekjær Thomas Jensen … født i Øekjær«. I 1869 er datteren Karen Marie »Datter af Hmd. i Økjær Thomas Jensen«. Ved Jesper Jensens død i 1883 står han som husmand »i Økjær«, og ved Thomas Nielsen Silkjærs konfirmation i 1896 står konfirmanden »af Økjær«, mens faderen føres som »Niels Thomsen (kaldt Silkjær)«. Betegnelsen står altså i originalerne gennem hele perioden — i 1896 udtrykkeligt som adresse ved siden af kaldenavnet — og bogen selv veksler mellem Øekjær og Økjær. [S38, S65, S66, S73]

Kilder: ulfborgarkiv.dk (PDF'erne HUSBY-SOGN og SOeNDER-NISSUM-SOGN) · arkiv.dk/vis/6507768 [S20]